Return to site

Om at leve langsomt

hvorfor bloggen har stået på stand by.

Hvordan skriver man egentlig et blogindlæg efter 3 måneders pause. Griber man bare tråden eller…? Der jo efterhånden ved at være længe siden vi bagte vaniljekranse og hørte julemusik, så mon ikke jeg skylder jer at skrive lidt om hvorfor bloggen har stået stille.

Det kræver at vi går tilbage i tiden.

For fire år siden, så vores liv meget anderledes ud end det gør i dag. Min mand og jeg havde begge fuldtidsarbejde. Vi boede i en lækker nybygget villa, tæt ved havet og tæt ved byen. Og mens vi selv løb rundt i hamsterhjulet og passede hverdagens forpligtelser, havde vi en sød au-pair som passede vores børn.

Jeg var relativt nyuddannet, så livet med fuldtidsarbejde og forpligtelser, hvor der pludselig ikke længere var mulighed for at sætte familien i første række, var nyt for os. Det var en underlig ambivalent oplevelse. På den ene side, var det jo netop det her vi havde stilet efter. Efter mange år med begrænsede midler på en SU, var drømmen om et aktivt arbejdsliv, og et godt økonomisk råderum målet. Nu var vi her hvor vi troede vi skulle være – midt i hamsterhjulet og det føltes slet ikke så godt som vi havde drømt om. Vi troede at god løn og bedre økonomiske vilkår ville bidrage til større glæde i hverdagen, men den økonomiske frihed var lig med en tidsmæssig begrænsning. Pludselig måtte jeg eksempelvis overveje nøje om mit barn nu også var ”syg nok” til at vi skulle blive hjemme for vi havde jo et arbejde vi skulle passe. I hverdagen handlede det om at glæde sig til ferien i stedet for at glæde sig over nuet.

En eftermiddag da jeg stod i mit køkken og googlede ”børnevenlig middag på under 20 minutter” ( mens jeg krydsede fingre for at finde noget, som kunne laves af ingredienser vi allerede havde i huset, fordi jeg ikke havde haft tid til at planlægge eller handle ) kom min søn ud til mig og spurgte om jeg ville komme med han. Han skulle vise mig noget han netop havde bygget på sit værelse. Jeg tror ikke engang at jeg kiggede op. Jeg sagde bare noget i retning af ” Du må lige vente, jeg skal lige…” Han responderede promte ”Altså mor, du skal jo altid lige noget. Du tænker du altid på noget, ikke på mig”.

Det ramte mig SÅ hårdt. Jeg vidste jo godt at noget var galt med måden vi levede på, men jeg vidste ikke at det var så galt.

Samme aften havde min mand og jeg en lang snak om og hvad vi ønskede at få ud af livet. Den slags snakke havde vi haft 1000 gange før, men i stedet for at snakke om hvordan vi gerne ville bo og hvad vi gerne ville lave, så snakkede vi istedet om hvilke værdier der var vigtige for os. Om vi levede i overensstemmelse med dem og når vi ikke gjorde, hvad kunne vi så gøre for at komme til det.

En af de værdier som var meget vigtige for os var TID TIL FORDYBELSE / NÆRVÆR / LANGSOMHED. Kært barn har mange navne…

Ikke langsomhed i den forstand at vi skulle ligge stille og lave ikke noget, men i den forstand at vi ikke ønskede at klemme mere ind i en dag end der er plads til, når man samtidig skal være nærværende i det man er i. Vi ville have tid til at følge med børnene når de ville vise os noget, tid til at lave den mad vi reelt mente var sund og rigtig for vores familie. Tid til at leve og opleve livet sammen.

I bund og grund viste jeg jo godt, at det var vigtigt for mig at være nærværende. I hvert fald i samværet med børnene. Jeg havde bare aldrig rigtig levet i overensstemmelse med den værdi før. Tvært imod havde jeg været typen, der altid havde sat en ære i at nå så meget som muligt på kortest mulig tid. Ikke for at kunne slappe af til slut, men for at kunne nå endnu mere. Jeg læste mails mens jeg lavede mad, jeg skrev indkøbssedler mens jeg lod som om jeg deltog i en leg med brio-tog, jeg googlede madplaner, mens jeg lyttede til hvordan mine børns skoledag havde været.

Der gik endnu et år før vi flyttede ud på gården, men allerede fra den dag begyndte vi at spørge os selv om vores valg og prioriteringer var i overensstemmelse med vores værdier.

Og så til pointen med dette tilbageblik. Jeg elsker at skrive på bloggen. Den er som et lille frirum, hvor jeg kan fordybe mig i min interesse for det bæredygtige liv. Men skal bloggen være autentisk ( som også var på listen over vores vigtigste værdier ;) ) så må den afspejle alle vores værdier og det gør den kun, hvis jeg lader bloggen vige, så livet kan leves en enkelt oplevelse ad gangen.

Og så en lille sidebemærkning før jeg afslutter. En ekstra bonus ved at tillade sig selv at leve langsomt og være nærværende i det man gør er, at man ( sådan oplever jeg det i hvert fald ) når meget mere end hvis man forsøger at multitaske sig igennem dagen. At leve langsomt er altså ikke det samme som at være langsom – Bare så det er sagt, hvis nogen af jer skulle være fristet, men er bange for at I ikke kan nå alt det i skal.

Og til aller sidst. TAK for alle de mange søde ( og lidt bekymrede ) mails jeg har modtaget de sidste måneder. Det er helt vildt fedt at opleve at bloggen har så stor opbakning. Jeg har forsøgt at svare jer alle, men hvis der alligevel skulle være nogen jeg har glemt, så er dette altså forklaringen på mit fravær

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly